FAQ

Få svarene på de mest stillede spørgsmål

Hvem kan søge et Mikrolegat?

  • Fuldtidsstuderende på en videregående uddannelse, elev på en ungdomsuddannelse, Ph.d. studerende eller nyuddannet inden for de seneste tre måneder (ved ansøgningstidspunkt) - fra en uddannelsesinstitution i Danmark. 
  • Ansøger skal være minimum 18 år 
  • Minimum halvdelen af det stiftende team skal være studerende/elev på en ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse i Danmark eller nyuddannet inden for de seneste tre måneder.  
  • Minimum halvdelen af det stiftende team skal følge et fuldt studie på en uddannelse i Danmark (dvs. ikke blot et semester).

Ud over ovenstående er følgende også gældende for ansøgninger med cvr nr.

  • Ansøger skal være medstifter af virksomheden (stå på cvr).
  • Cvr nummer skal være oprettet inden for de seneste 12 mdr.
  • Cvr nummer skal være oprettet til den startup der søges midler til
  • Startup/cvr nummer må ikke have haft en omsætning på mere end 50.000 kr. i alt.

 

Hvor mange legater kan man ansøge om pr. idé?

  • Man kan søge og modtage ét legat pr. virksomhed/team/projekt.
  • Hvis man får afslag på sin ansøgning, kan man søge igen.
  • Man kan modtage et legat uden cvr nummer og et med cvr nummer.
  • Har man modtaget et Mikrolegat én gang, kan man ikke søge igen, medmindre man har søgt og modtaget et legat uden cvr. nr. og derefter søger om et legat med cvr. nr.

 

Kan man søge om et mikrolegat, når man opretter virksomheden i udlandet?

Nej, virksomheden skal være oprettet i Danmark. Vi godkender dog, at I har udgifter fra udenlandske leverandører. 

 

Hvad kan man bruge midlerne til?

En del af ansøgningsproceduren er at indsende et budget, der beskriver hvad ansøgeren vil anvende mikrolegatet til og det vil derfor altid være tilpasset den enkelte ansøgers konkrete behov. Det er dog vigtigt, at støtten anvendes til aktiviteter, der flytter idéen eller virksomheden mærkbart nærmere markedet, vækst, jobskabelse etc. Dette punkt indgår som en del af evalueringen af ansøgningen. 

 

Støtten kan f.eks. bruges til følgende 

  • Udvikling af prototype 
  • Test 
  • Markedsundersøgelser 
  • Pilotforsøg - f.eks. leje af udstyr eller indkøb af reagenser 
  • Konsultationer og rådgivning  
  • Patentansøgning 

 

Mikrolegatet kan IKKE anvendes til:

  • Rejser og hotelophold
  • Drift & administration (computere/telefoner, løn til teammedlemmer, kontorleje, kontormøbler, etc.).
  • Oprettelse af Aps og betaling af moms/skat.
  • Aktiviteter i forbindelse med konkurrencer. 
  • Udgifter der allerede er afholdt på ansøgningstidspunktet. 

 

Skal man betale skat af mikrolegatet?

Ja, det modtagne nettobeløb er skattepligtigt (legat minus egenfinansiering).

Alle legater vil blive indberettet som B-indkomst, enten på ansøgers cpr-nummer eller CVR-nummer, hvis dette haves.

Vi anbefaler dig at tage kontakt til dit lokale SU kontor eller skat for yderligere information om skatteforhold ved modtagelse af et mikrolegat. 

 

Moms

Det beløb, man modtager til at købe ydelser for, er inklusive moms (25%). 

Med cvr nr.: Legatmodtageren har fuldt momsmæssigt og skattemæssigt fradrag efter de almindelige gældende regler, når fakturaerne er udstedt til legatmodtagerens virksomhed.  

 

Budget: Skal man indberette sine udgiftsposter til Fonden for Entreprenørskab?

Ja, virksomhedens/teamets budget for de ansøgte midler skal godkendes af Fonden For Entreprenørskab, før legatet/midlerne kan tages i brug. Man skal således dokumentere i budgettet, hvilke udgiftsposter man forventer, at det ansøgte beløb skal dække over. Her er det vigtigt, at man forinden har undersøgt prisen for den valgte ydelse. Følg “Budgetguiden” og undgå misforståelser, når du skal opstille dit budget. 

 

Hvordan sker udbetaling af mikrolegatet?

  • De ydelser, der er opstillet i budgettet, bestilles hos én eller flere leverandører. 
  • Faktura udstedes til legatmodtageren/virksomheden med tydeligt påført legatnummer.
  • Faktura sendes først til legatmodtageren, der godkender pris og ydelse. Herefter sender legatmodtageren fakturaen til Bogholderiet i Fonden: Anne Poulsen, anne@ffefonden.dk, hvor tildelte legatnummer tydeligt fremgår.
  • Herefter betales fakturaer af Fonden.
  • Hvis en ydelse købes uden for Europa – og fakturaen dermed kommer fra et sted uden for Europa - skal legatmodtageren selv betale disse fakturaer, og beløbet udbetales herefter til legatmodtageren mod dokumentation.
  • Ydelsen skal være indenfor de rammer, hvortil legatet er givet. Hvis du/I ønsker at ændre i budget efter underskrivelse af kontrakt, skal nyt budget godkendes af Fonden for Entreprenørskab. 
  • For at administrationen af legatet ikke bliver omfattende, må der helst ikke være mere end 4 fakturaer. Ligger der flere ydelser hos én leverandør, samles disse på én faktura for at lette administrationen.
  • Man modtager ikke mikrolegatet i kontanter. 

 

Egenfinansiering - hvad er det? (relevant for virksomheder med CVR-nummer)

Hvis du ansøger om et mikrolegat med cvr.-nr., skal 25 % af de brugte midler fra legatet  egenfinansieres. Dvs. der kan købes ydelser for det ansøgte beløb plus egenfinansiering på 25%. Har din virksomhed fx har ansøgt om 50.000 kr., kan du indhente tilbud og købe ydelser på i alt 62.500 kr. inkl. moms. Herefter skal de 25% (i dette eksempel 12.500 kr.) betales tilbage til Fonden for Entreprenørskab. Egenfinansiering er til for at sikre, at I selv indskyder penge i virksomheden.

 

Når alle fakturaer er indsendt og betalt af Fonden, fremsender Fonden en opkrævning til legatmodtageren på de 25% egenfinansiering, som din virksomhed selv skal betale.

 

Legatmodtageren må gerne selv betale leverandøren for forbrugte og betalte ydelser. I dette tilfælde skal Legatmodtageren fremsende en mail med dokumentation i form af kopi af fakturaer samt dokumentation for at de er betalt. 

 

NB! Mikrolegat til Danish Entrepreneurship Award er ikke omfattet af 25% egenfinansiering. 

 

De minimis - hvad er det? 

Hvis du modtager et legat til en startup med cvr.-nummer, skal du underskrive en erklæring om de minimis-støtte. 

I henhold til de minimis-forordningen tillades statsstøtte, så længe den samlede de minimis-støtte til en enkelt virksomhed ikke overstiger 200.000 euro, svarende til ca. 1,5 mio. kr., over en periode på tre regnskabsår. Det vil sige, at din startup ikke må modtage anden statsstøtte, der dermed i alt (inkl. mikrolegatet) overstiger et beløb på ca. 1,5 mio. kr. inden for en periode på tre regnskabsår. 

 

Hvornår skal mikrolegatet være brugt? 

Mikrolegatet skal være brugt senest 3 mdr. efter man har modtaget tilsagn. Dato står i den kontrakt, du underskriver med Fonden for Entreprenørskab.

 

Fortrolighed – hvem læser vores ansøgning?

Fonden for Entreprenørskab deler alle ansøgninger med en udvalgt evalueringskomité. Medlemmer af evalueringskomitéen kan være forskellig fra runde til runde.

Vi opfordrer iværksætterne til ikke at inkludere værdifulde forretningshemmeligheder (fx tekniske detaljer om en ny opfindelse) i ansøgningen og til kun at behandle forretningshemmeligheder på et generelt plan.

Det er meget sjældent, at detaljerne i forretningshemmeligheder er afgørende for, om legatet uddeles eller ej. Endvidere gennemser medlemmerne i evalueringskomitéen - i regi af Fonden og i eget regi - utrolig mange forretningsplaner på årsbasis, og mange af forretningsplanerne ligner hinanden. Det kan derfor volde medlemmerne problemer, hvis forretningshemmeligheder er beskrevet i detaljer.

Vi anbefaler, at man sætter kode på videopitch (youtube og Vimeo etc.), hvis man arbejder med en idé, som man vil søge patent for. 

 

Hvorfor skal jeg besvare jeres spørgeskemaer og oplyse mit cpr.-nr.?

Dine besvarelser bidrager til en meget vigtig viden om unge iværksættere i Danmark, og vi bruger denne viden til at forbedre vilkårene for unge iværksættere i Danmark. 

 

Vi har brug for dit cpr.-nr. for at kunne følge resultaterne af dataindsamlingen over længere tid. Vi indsamler udelukkende disse oplysninger til videnskabeligt arbejde, og din anonymitet er fuldstændig garanteret.