22 nov 2019

Unge verdensmålsiværksættere vinder 25.000 kroner til Danish Entrepreneurship Award.

Ni teams pitchede deres ideer på Mikrolegatscenen og tre talentfulde teams modtog et mikrolegat á 25.000 kroner ved Danish Entrepreneurship Award.

7000 kreative unge hjerner, undervisere og erhvervsfolk fejrede torsdag innovation og iværksætteri i studiehøjde til Danish Entrepreneurship Award. Studerende fra hele landet var taget til Fredericia for at deltage i konkurrencen om et verdensmålsmikrolegat, som Fonden for Entreprenørskab i samarbejde med Tuborgfondet uddeler til unge startups med iværksætterideer, der bidrager til FN’s verdensmål. 

Vinderne blev SmartPant fra UCNLog Ladies fra NEXT og Norden Engineering fra DTU. 

 

Smart Pant motiverer til at samle flasker og dåser 

Iværksætterideen SmartPant vil gøre pant digitalt fremadrettet, og så vil SmartPant motivere folk til at pante mere - uanset om flasken eller dåsen har en pantværdi.

”Det er utrolig fedt at vinde og få det skulderklap. Man føler, man gør noget rigtigt. Vi har søgt et verdensmålmikrolegat for at komme ud over stepperne og få udviklet vores model. Nu er vi kommet tættere på – vi har stationerne, vi skal afprøve det på, og med legatet kan vi udvikle det sidste, så vi i 2020 faktisk har et færdigt produkt, ” lød det fra Smart Pant, da de kom ned fra scenen med checken på 25.000 kr. sponsoreret af Tuborgfondet. 

 

Log Ladies vil have flere kvindelige håndværkere 

Vejen til at få flere kvinder til at vælge håndværksfag kan være inspirationskurser til kvinder og af kvinder. Tre kvindelige tømrere har udviklet ideen til Log Ladies, der vil udbyde kurser til såvel private som institutioner.  

”Vi glæder os så meget til at komme i gang med at bygge vores hjemmeside. Mikrolegatet hjælper os med at komme i gang med det, vi ikke selv kan bygge. Vi har også fået nogle nye spændende kontakter og skabt netværk i dag. Vi vidste ikke, at salen var så stor. Det var nervepirrende og superfedt,” siger Marie Maarbjerg fra Log Ladies. 

 

Ny spildevandsrensning stopper mikroplast 

To studerende fra DTU har udviklet en løsning målrettet spildevandsrensning. 

”Vi har udviklet en ny innovativ filtreringsløsning, der ikke anvender mikroplast til slamafvanding på rensningsanlæg. Samtidig kan løsningen reducere strømforbruget med op til 50%. Vi har en lille prototype, og mikrolegatet skal sammen med andre midler, vi har søgt om, finansiere en større prototype, der kan testes ude på rensningsanlæg,” forklarer Christoffer Cady, der tilføjer, at Norden Engineering allerede har kontakt med alle spildevandsselskaberne i hovedstadsområdet. 

 

Ni iværksættere deltog i konkurrencen om verdensmålsmikrolegaterne. 

 

På Danish Entrepreneurship Award blev der afholdt flere konkurrencer for elever og studerende, og det er tydeligt, at næste generation af iværksættere er godt på vej. 

”Vi har i dag set en masse engagerede elever og studerende, som har præsenteret nogle rigtig innovative ideer. Mange af ideerne har i år haft fokus på bæredygtighed, grøn omstilling eller verdensmålene, og det viser, at de unge har nogle nytænkende ideer til vores fælles globale udfordringer, og det er virkelig skønt at opleve” siger Christian Vintergaard, adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab, der står bag Danish Entrepreneurship Award. 

 

Fremtidens startups har fokus på globale udfordringer

Iværksættere og nye virksomheder er afgørende for at nå FN's Verdensmål. Med innovative løsninger skaber iværksættere mulighed og grobund for at løse verdens allerestørste udfordringer. Tuborgfondet og Fonden for Entreprenørskab er gået sammen om at sætte fokus på at styrke unge iværksættere og nye virksomheder, der drives af at løse store globale udfordringer.  

Legaterne går til studerende, som har iværksætterambitioner og -ideer, der bidrager til FN’s Verdensmål, og på Danish Entrepreneurship Award blev der uddelt tre verdensmålsmikrolegater.  

 

Ud over konkurrencen om Verdensmikrolegater, var der fire andre konkurrencer på Danish Entrepreneurship Award: Idékonkurrencen, Da Vinci, Projekt Edison og DesignTalent. Se alle vinderne her award.ffe-ye.dk. 

Danish Entrepreneurship Award er arrangeret af Fonden for Entreprenørskab i samarbejde med Fredericia Kommune.