26 aug 2019

Verdensmålsmikrolegatmodtagere vil gøre bæredygtig turisme lettere

Fire co-founders fra CBS vil gentænke hotellers brug af shampoo- og sæbebeholdere ved at udvikle et cirkulært og bæredygtigt genbrugssystem af beholdere, som rengøres, genopfyldes og genbruges.

Stine, Michelle, Vittoria og Verena mødtes første gang på CBS, hvor de sammen tog et fag om ’Social Entrepreneurship’. Her var der fokus på verdensmålene og sociale forretningsmodeller. 

De fire co-founders fandt hurtigt sammen med et ønske om at gøre noget ved plastforurening i en arbejdsproces, og det endte ud i ideen Flacon’. Da kurset var slut stod de fire founders med en ide og en forretningsmodel, de ikke kunne slippe. 

 

Flacon er siden vinteren i 2018 gået fra at være en god ide til at være en reel startup. Tre ud af fire founders er ikke længere studerende men fuldtidsiværksættere, og teamet har fået en plads som “igangsættere” på Sydhavnens Genbrugscenter, som er et kommunalt-privat initiativ for grønne startups med fokus på genanvendelse af materialer. Derudover er teamet blevet udvidet og består i dag af seks iværksættere.  

 

Fokus på verdensmålene 

Flacon modtog i februar 2019 et verdensmålsmikrolegat, som Fonden for Entreprenørskab uddeler i samarbejde med Tuborgfondet. Disse verdensmålsmikrolegater skal støtte studerende, som arbejder med verdensmålene i deres startup. 

Flacon opstod som et ønske om at skabe et mere bæredygtigt alternativ til engangsplastik. Derfor har det været et naturligt og aktivt valg for Flacon at arbejde med verdensmålene. 

 

Da Flacon arbejder for en væsentlig reduktion af forbrug af plastik i hotelindustrien er det primært verdensmål nr. 12, men deres ide falder også ind under verdensmål 13 (klimaindsats), 14 (livet i havet) og 15 (livet på land) – for ved reduktion af plastikforbrug mindskes produktionen af plastik generelt og dermed også udledningen af plastikforurening i naturen, både på land og i vand. 

 

Vi er en virksomhed, der ønsker at skabe profit, men fra start af var verdensmål 12 ’ansvarligt forbrug og produktion’ indbygget. Vi har hele tiden sagt til hinanden, at hvis det undervejs skulle vise sig, at vi mod forventning ikke er mere bæredygtige end det eksisterende, så er det sådan, og så stopper vi. Selv hvis Flacon er en finansiel succes. For hele pointen er bæredygtighed, siger Stine, co-founder. 

 

Legat gav mulighed for udvikling og ekstern sparring 

Flacon har benyttet deres verdensmålsmikrolegat til udvikling af deres “Flacon (flaske), som er kernen af deres forretning. Flacon har indgået et partnerskab med en industriel designer, så designet på deres Flacon imødekommer alle virksomhedens interessenter i form af hotelejere, plastikproducenter og ikke mindst hotelgæsterne. 

 

I starten havde vi forestillet os, at vi måske kunne klare designet selv, men vi fandt hurtigt ud af, at designet af flaconerne er så central en del af vores forretning, at vi havde brug for professionel hjælp. Det havde vi aldrig kunnet investere i uden Mikrolegatet, fortæller Stine.   

 

Flacon er netop nu i gang med en prototype- og udviklingsproces, der gerne skal ende ud i et endeligt produkt, et velafprøvet servicesystem og de første gode partnerskaber med hoteller og producenter af personlige plejeprodukter. 

Efter Flacons prototype- og udviklingsproces frem mod 2020 er deres mål at stå med en færdig løsning, der kan tages videre til investorer og kunder. 

 

Fakta om verdensmålsmikrolegater 

Fonden for Entreprenørskab og Tuborgfondet uddeler 150 verdensmålsmikrolegater over de næste tre år. De første 22 er blevet uddelt. 

 

Verdensmålsmikrolegater udspringer af Fonden for Entreprenørskabs allerede eksisterende mikrolegatordning, hvor studerende med en god idé kan søge om finansiel støtte og verdensmålsmikrolegaterne uddeles i samarbejde med Tuborgfondet. Udover uddeling af legater indebærer samarbejdet også, at der etableres et mentorkorps af ledere fra erhvervslivet, som kan give studerende råd og sparring. 

 

Arbejder du og din startup med verdensmålene, og er I interesseret i at søge et verdensmålsmikrolegat, så læs mere her

 

Næste deadline for ansøgninger er den 26. september 2019.