28 jan 2022

Fonden for Entreprenørskab overrækker legater á 100.000 kroner til to imponerende startups

NorFalk og Decameal modtog begge 100.000 kroner til at drive deres virksomhed til næste stadie, da seks investeringsklare unge startups i dag pitchede online ved Youth Startup Investment Potential. Det særlige legat overrækkes årligt til to Mikrolegat-modtagere, der udmærker sig med et særligt potentiale.

NorFalk arbejder med at producere surfaktanter ud fra sidestrømme fra den danske fødevareindustri ved anvendelse af deres egen enzymteknologi - og undgår derved at benytte miljøbelastende olier. De aktive og stabiliserende ingredienser i sæber, vaskepulver og kosmetik kaldes surfaktanter. Norfalk har tidligere modtaget to mikrolegater i februar 2020 og i maj 2021. Teamet består af unge studerende/tidligere studerende fra Aarhus Universitet.  

 

Hvor er det bare fedt at vi fik Mikrolegatet! Det har kæmpe værdi for os til det næste trin vi står foran. Pengene skal gå til at producere prøver til vores kunder og vi dermed kan få proof-of-business. Mikrolegatet har nu for 3. gang hjulpet os med vores iværksætterdrømme.” - Norfalk 

 

Decameal arbejder på et proteinholdigt fodersupplement til brug i landbrugssektoren. Det består 100% af danske strandkrabber, der lige nu bringer ubalance i kystområder.  Decameal har tidligere modtaget et mikrolegat i maj 2021. Deres team består af tidligere studerende fra Aarhus Universitet. 

 

Vi var meget overraskede over at vinde, fordi feltet var så stærkt. Alle andre startups havde virkelig gode idéer, så da vi fik at vide at vi havde vundet forstod vi det slet ikke! Legatet betyder ekstremt meget for os, da vi stadig er meget tidligt i vores proces. Vi kan nu mangedoble størrelsen på vores produktionsapparat, og vi kan udvikle nye produktionsmetoder for at gøre Decameal til det bedste produkt det kan blive” - Decameal 

 

Billede: 

Norfalk modtager Youth Startup Investment Potential-legatet. 

 

 

Billede: 

Decameal modtager Youth Startup Investment Potential-legatet. 

 

Universiteter har en stor del af æren 

De seks startups der i dag var udvalgt til at pitche bestod af studerende og tidligere studerende fra Danmarks Tekniske Universitet, Københavns Universitet, Syddansk Universitet og Aarhus Universitet. Alle teams havde medlemmer som har deltaget i entreprenørskabsundervisning i forbindelse med deres studie og/eller har været en del af en af universiteternes studentervæksthuse. Alle teams fortæller at det har gjort en stor forskel for dem at der bakket op af universitetet.  

 

De to legatmodtagere NorFalk og Decameal har også deltaget i entreprenrøkabsundervisning på hhv. Bachelor-niveau og kandidatniveau. For Decameals vedkommende blev idéen skabt på et valgfag i Bio Entrepreneurship. Begge teams har hentet sparing hos The Kitchen, som er studentervæksthuset på Aarhus Universitet.  

 

Mikrolegat 

Er du studerende og har du en idé du gerne vil realisere? Så læse mere om mikrolegat-initiativet her